I fortsættelsen til den fremragende erindringsroman Drengeår, 1998, er John nu blevet ung. Han læser matematik på universitetet i Cape Town, men vil væk fra Sydafrika for at få forløst sin indre kunstner - og lægge afstand til apartheidregimet. Han kommer til London i starten af 1960erne, men får hverken succes med skriveriet, seksuallivet eller tilværelsen som sådan. Desillusioneret forlader vi ham med blanke ark liggende anklagende på skrivebordet, mens hans arbejde som dataprogrammør tilsyneladende har drænet ham for enhver kunstnerisk gnist. Det er en utrolig flot erindringsbog, der er langt hævet over det private. Den er meget pessimistisk - ungdommen virker på John virkelig som en dom, der alligevel smuldrer mellem fingrene på ham, mens han næsten kvæles af konform forudsigelighed. Det kan lyde selvmedlidende, men det er det meget langt fra. I stedet er det et hudløst ærligt portræt af en utilpasset ung i konflikt med ambitioner og identitet; en tilstand, der vel er genkendelig for alle selv om de færreste forhåbentlig har oplevet denne rendyrkede form.