Kriminalbetjenten Victor får ansvaret for en mordefterforskning på en psykiatrisk afdeling. For dem, der godt kan lide en hurtig krimi.
En kort krimi, hvor vi starter en sen nattetime på en psykiatrisk afdeling. Vi er i personalestuen, hvor de to sygeplejersker, Vibeke og Henriette, sidder og spiser flødeboller og helst ville være hjemme. Pludselig lyder et rædselsfuldt skrig og en af patienterne findes brutalt myrdet i sin seng. Endvidere ligger der en blodplettet kittel og på væggen er der med blod skrevet "uniformen". Den jyske politibetjent, Victor, får hovedansvaret for at opklare mordet på dette specielle sted. Han bliver straks betaget af den unge, smukke patient Nikita. Han ses med hende privat, da han tror han har opklaret sagen. Men mens de tilbringer tid hjemme hos ham sker endnu et brutalt mord på en af patienterne. Er det Hans med de psykopatiske træk, der har slået de to ihjel? Er det transseksuelle Sabrina? Eller er det en fra personalet? Forfatteren har tidligere udgivet digte.
Fin krimi, jeg synes personerne beskrives rigtig fint, og man fatter sympati med mange af patienterne. Handlingen er ret tempofyldt, hvilket understreges af, at bogen er skrevet uden kapitler. Slutningen kommer meget hurtigt, og der kunne man godt ønske lidt mere baggrund for motiv med mere.
En anden krimi, der også udspiller sig på en psykiatrisk afdeling er Med kniven i hjertet.