Film / fiktion til børn / komedier

Utopia


Beskrivelse


Stan Laurel er arving til en større formue, men alt, hvad der er tilbage efter salærer og skat, er en lettere ramponeret yacht samt en øde Sydhavsø! Stan og vennen Ollie begiver sig ud på havet og havner på en øde ø, hvor de forsøger at skabe et mønstersamfund.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 9. mar. 2010

af

af

Ulrich Breuning

d. 9. mar. 2010

Utopia er den amerikanske titel på den fransk producerede film, hvis originaltitel lyder "Atoll K". Filmen er fra 1951 og blev den sidste produktion, som komikerparret Stan Laurel & Oliver Hardy (på godt dansk: Gøg & Gokke) medvirkede i. Den danske titel er i øvrigt Gøg og Gokke på atomøen. Svanesangen henvender sig til parrets betragtelige fanskare samt et publikum, der sætter pris på ældre komedier. Men det skal ikke skjules, at der er tale om en skuffende ringe film, som heller ikke samtiden værdsatte.

Stan Laurel er arving til en større formue, men før han og hans selvbestaltede rådgiver Oliver Hardy får fingre i skillingerne, er de forduftet til "løbende udgifter, legale salærer, administration, valutaændringer og veksling samt indkomstskat, statsskat og arveskat"! Alt, hvad der er tilbage, er en lettere ramponeret yacht samt en øde sydhavsø! Stan og Oliver begiver sig ud på havet og havner på en øde ø, hvor de forgæves forsøger at skabe et mønstersamfund.

Arthur Stanley Jefferson (1890-1965) og Oliver Norvell Hardy (1892-1957), Stan & Ollie eller Gøg & Gokke, er uden sammenligning filmhistoriens største komikerpar, som gjorde langsommelighed til en dyd, og som gik til deres veltimede sketches med en næsten shakespearesk alvor, der kun forhøjer morskaben. Danske Fyrtårnet & Bivognen samt amerikanske Abbott & Costello kan også nævnes som eksempler på filmisk parkomik.

Tydeligt ældede og uden vanlig gnist kan komikerparret intet som helst stille op med en mildest talt håbløs historie.



Informationer og udgaver