"To garvede rockmusikere, Bobby Gillespie fra Primal Scream og Jehnny Beth fra Savages, leger mand og kone i krise ... Kærligheden er formentlig konstrueret til sammenhængen, men - hvem ved? - den lyder dybtfølt. Det er både underligt og underholdende at være publikum til ... Med sit jakkesæt og lange hår - og en fortid i 1990'ernes rock - ligner han næsten en britisk Claus Hempler. Jehnny Beth er ikke til at kende i det nedbarberede og intime udtryk, og det klæder hende at synge smukt og rent. Det er svært at overse og overhøre tømmermændene, men også nemt nok at mærke dem begge to ... Det er et teatralsk setup, en teaterkoncert i en indre scenografi af ulykkelig kærlighed og lidt for meget livserfaring, romantiske ballader med whiskers og piano, når det lige er ved at blive soft og jazzet. Det er det nu ikke alt for tit. Det mest utrolige: Det fungerer. Selv om det næppe ender godt, klæder det både Bobby Gillespie og Jehnny Beth at skrælle al støj fra og synge rent fra det bristede hjerte".