En stor, flot illustreret, bog om Vadehavet og marsklandet fra Esbjerg i nord til Holland i syd. Til indledning er der et kapitel om hele områdets geografi, natur, befolkning og historie. Så følger 18 kapitler, hvor danske, tyske og hollandske videnskabsfolk og journalister skriver om hver deres område. Mange farvefotos og nogle landkort i bedste kvalitet, som fylder ca. halvdelen af sidearealet. Der sluttes med en omfattende litteraturliste og et stedregister. Opbygningen er ikke som i en traditionel geografi eller turistguide. Der er friere rammer, hvor flere forfattere bl.a. bruger mere subjektive vinkler og herunder rejseskildringens form, og alligevel får mange fakta med. Bogen kan dække det behov, som rækker ud over H.E. Sørensen: Vadehavet, 1995, Palle Uhd Jepsen: Vadehavsbilleder, 2000 og Valdemar Kappel: Oplev markslandet - fra Friedrichstadt til Ribe. De to første dækker dansk område, mens den sidste rækker ned til Eiderstedt i Tyskland. Vadehavet : et dansk-tysk-hollands naturområde, 1976, har område og omfang som den nye bog. Den er forældet på nogen områder, men kan stadig supplere med mange oplysninger og sin mere systematiske opbygning.