Jeg må indrømme jeg ikke kendte meget til Juan Carlos Onetti (1909-1994), og det er lidt en skam for det er et krævende, men interessant forfatterskab. Født i Uruguay, hvor han i 1975 flygter fra diktaturet og bosætter sig i Madrid. Nok fik han den for spansksproget litteratur så prestigefyldte Cervantes-pris og regnes for en litterær pioner, men man skal som læser ikke forvente den velkendte latinamerikanske farverige frodighed a la magisk realisme. Som i resten af forfatterskabet råder også i denne roman, oprindelig fra 1961, hverdagens ofte grå meningsløshed parret med melankolien, forfaldet, fattigdommen, trummerumen på trods af alting. Og faktisk hedder hovedpersonen Larsen, og det giver jo for en dansker visse associationer. Tidligere er på dansk kun udgivet Ligsamler, der foregriber denne bogs handling. Sted og miljø er som i flere andre romaner det opdigtede "Santa Maria", hvor Larsen har taget et rutinejob på et værft og lægger an på ejerens debile datter. En velskrivende forfatter, der fortjent for anden gang præsenteres på dansk. De lange snørklede sætninger og en lidt stillestående handling kræver dog en vant læser, der til gengæld får læseroplevelse og stof til eftertanke i samme bog.