Der er efterhånden kommet en del gode, hvis ikke fremragende, graphic novels herhjemme,og der er også et støt voksende publikum til dem. Vals med Bashir er for dette publikum, der holder af gode og gribende historier. Den kan udstilles sammen med bøger om konflikten i mellemøsten, beretninger om krig og så naturligvis tegnefilmen af samme navn.
Handlingen i Vals med Bashir er egentlig simpel nok. Forfatteren Ari Folman møder tilfældigt en gammel bekendt, der er begyndt at drømme om hændelserne før og under en massakre udført af kristne militser i nogle flygtningelejre i Libanon, mens det israelske militær bevogtede området. Folman har egentlig selv fortrængt alle disse hændelser, men dette møde får ham til at opsøge gamle bekendte for med deres hjælp at finde ud af, hvad der skete. Tegneserien er trykt på tykt, glat papir, hvor de flotte tegninger virkelig kommer til deres ret. Selvom historien bevæger sig en smule langsomt og mest består af flashbacks, så er den virkelig gribende og især slutningen rammer hårdt. Vals med Bashir bør stå blandt voksentegneserierne på alle biblioteker.
Kan man lide Vals med Bashir vil man måske også, udover filmen af samme navn, finde Spiegelmanns Maus og Hermanns Sarajevo Tango interessante.
Vals med Bashir er en flot tegnet og fortalt graphic novel baseret på filmen af samme navn for de ældste unge og voksne. Den rammer dybt og bør være repræsenteret iblandt tegneserierne på alle voksenbiblioteker.