To billedbøger i kvadratisk format i glittede kartonagtige sider. Bøgerne er egnet til brug med børn fra 2-5 år til dialog, sprogstimulering og begrebsdannelse.
Den ene bog Borer du huller? er barnets legetøj gået i stykker, far og mor hjælper med at reparere det, og så bygger far og barn en smart kasse til legetøjet. I Vander du? handler det om at så, plante og passe haven, og nyde at tingene vokser, og at noget af det kan spises. Illustrationerne er tegnet med konturstreger og farvelagt i klare heldækkende farver. Teksten er barnet "der taler", og der er en enkelt linje i en håndsat sats under hvert sidestore billede. Det er nogle charmerende bøger i et enkelt og letforståeligt layout. Forsider og bagsidetekster fungerer i forhold til indhold. Illustrator ses at have fået udgivet to titler i børnebogklub på dansk, som ikke er almindeligt tilgængelige på biblioteker.
Om haver og planter har vi flere billedbøger, men ikke mange som denne, der fx er lidt i "familie" med Evas have, 2003 rent emnemæssigt. Om værktøj har vi fx Mik Mekaniks første bog - værktøj, 2006 og Mikkels værktøj, 2010, som dog er for lidt ældre børn.
To anvendelige billedbøger om anvendelige emner. Bøgerne har en direkte stil, der prøver at inddrage lyttende børn direkte i bogens emner og det at lave projekter med børnene. Bøgerne kan fint supplere de titler, vi har i forvejen, hvor disse er blandt de lettest tilgængelige.