En lille velskrevet roman om en almindelig kvindes udvikling og dagligliv. Det er en hverdagsroman, som foregår et unavngivet sted i en dal ved en elv i Norge, hvor Susanne arver en café efter sin mor. Hendes kæreste Boris har store ambitioner, han vil bygge den nedslidte arbejdercafé om til en god restaurant, "Vandpaladset" og forsøger at lære Susanne kokkekunsten. Men inden da er der en del forviklinger med en syg, krævende mor, som har udset en anden mand til sin datter. Der er ikke mange talenter eller vindefang i Susanne, men hun vælger at blive selvom hun er gravid, for Boris føler livet i dalen for kedeligt og lukket. Romanen er skrevet i tilbageblik og den tager nænsomt hånd om Susannes følelser, valg og beslutninger. Kærligheden til stedet bliver det vigtigste. En stille roman om stille eksistenser, som heller ikke undgår drama og brud. Positivt ment er den også mærkeligt provokerende i en tid, hvor alt ellers handler om udfordringer og selvudvikling. Det er Ida Jessens første roman, hun har tidligere udgvet tre novellesamlinger, hvor kvinders liv er centrum.