Vandringsmanden

Som Andrej Tarkovskijs tidligere Solaris, 1972 bevæger Vandringsmanden sig indenfor science fiction-genren, men som i denne er formålet mere en psykologisk rejse mod sandheden om livet end at imponere med tekniske effekter.

Stalker, som originaltitlen lyder, er den guide, der kan lede folk rundt i den forbudte zone. Vi er i et område omkring en russisk provinsby, der er blevet lagt i ruiner efter at jorden er blevet ramt af en meteor. Staten har afspærret området med pigtråd og bevogter det. Det siges nemlig, at der inde i zonen findes et rum, hvor man kan finde den inderste sandhed og få sine ønsker opfyldt. Befolkningen prøver at komme ind i de mystiske gange og ruiner, men Vandringsmanden Stalker lader sig betale for at føre folk ind i zonen langs de gamle, rustne togskinner. Filmen skildrer Stalkers opdagelsesrejse sammen med en videnskabsmand og en forfatter.

Det er en apokalyptisk film, der gennem den selvransagelse, som rejsen går ud på, samtidig rummer håb om fremtiden. De visuelt stemningsfulde og smukke billeder skaber en perfekt blanding af et skræmmende og indbydende univers.

Det er en eksperimenterende, men utrolig smuk film, der nok kan forekomme symboltung og langsommelig, men som på en sjælden og meget sanselig måde viser en søgen væk fra livets materielle værdier og mod de virkelige, illustreret præcist ved at det ikke er rejsens besværligheden, der er svære for de opdagelsesrejsende, men usikkerheden om, hvad der er deres egentlige ønsker inde i dem selv.

Læs hele vurderingen