JK var senest udgivelsesaktuel i 1998 med digtsamlingen Blandt andet. Varme steder synes tematisk forbundet hermed for også her finder vi den stille reflekteren over livets gang og altings forgængelighed. Ensomheden set og oplevet i strejf, i erindringsglimt med spinkle tråde rækkende bagud mod det der var engang og som nu fremstår uigenkaldeligt. Ikke højstemt eller retorisk gjaldende, men skrevet uhyre stramt og enkelt i en noget nær minimalistisk stil med ultrakorte sætninger og udsagn, små og effektive virkemidler orkestreret indenfor rammerne af et nøjsomt og økonomiseret billedsprog. Såvel emotionel mediterende som med strejf ud og ind mellem familien, fortiden og kærligheden. Forf.'s baggrund, polsk jøde født i Krakow 1939, kom til Danmark i 1969, determinerer andre erfaringer og måske et andet livssyn end de fleste. Bogen synes i hvert fald skrevet med et vist mål af overskud og generøsitet overfor sine omgivelser for som det hedder i første linie af titeldigtet: /Varme steder trods alt/. Trods alt, ja her med en klangbund hvor digterjeg'et og Katz syntes at smelte sammen i debat med og henvendelse til læserne. Her vil bogen formentlig primært appellere til dem der som Katz selv heller ikke er uden et vist mål af erfaring og bagage i tilværelsen.