Denne bog henvender sig til fans af varulvehistorier - både drenge og piger fra 10 år. Bogen kræver ingen speciel formidling, da forfatteren og illustratoren allerede er kendte - bl.a. fra fantasy-serien Historier fra kanten. Desuden signalerer den elegante forside med et bevidst gammeldags præg, at her er tale om en mystisk og uhyggelig fortælling fra Victoria-tidens England.
Forfatteren og tegneren har adskillige flotte fantasy-værker bag sig. Foreliggende bog er første bind i en serie. Her introduceres det unge ilbud Barnaby Grimes. Han har et kakkelovnsrør af en hat og en lang stok, der skjuler en skarp kårde. Barnaby får ofte brug for at forsvare sig, når han hastigt bevæger sig gennem den farlige storby. Han bevæger sig oftest hen over byens tage for at spare tid. En aften bliver han overfaldet af en stor ulv. Han dræber den, men flere episoder med ulvelignende uhyrer samt forsvundne personer fører ham på sporet af den "gode" doktor Cadwallader, der giver byens fattige en gratis vidundermedicin. Han finder frem til en sammenhæng mellem doktor Callawader og den aktuelle varulveepidemi. Historien er fortalt i jeg-form. Handlingsforløbet er relativt enkelt men fortalt i et intenst og hæsblæsende tempo. De flotte helsides illustrationer lægger sig fint op ad teksten, og de fine vignetagtige silhouetter fuldender billedet.
Er lettere at læse end Historier fra Kanten.
Elementært spændende varulve-roman, der udspilles i 1800-tallets stemningsfyldte engelske storbymiljø.