Da Tudeholms Kostskoles stolte trofæ, Skoleskeen, bliver stjålet aflyser rektor juleferien. De 2 kiksede elever Mugge og Gærhardt beslutter sig for at løse mysteriet, men at være detektiv er langt fra som forventet. Er du til creepy action, tidsrejser og humor, så hop bare ombord. For 10-13-årige.
Bogen er skrevet af Chris Priestley, som har skrevet en del børnebøger og tegneserier i England. Bogen er illustreret med sort/hvide tegninger. Forrest findes et kort over området samt et persongalleri af personale og elever på Tudesholm Kostskole. I forsøget på opklaringen af tyveriet, opdager Mugge og Gærhardt en tidsmaskine, som Tudesholms afdøde fysiklærer har bygget i skuret bag boldbanen. Er der mon en sammenhæng mellem en viking med en økse, et huserende loftspøgelse, en snigende varulv og tyveriet af Skoleskeen? 1. del af serien "Tudesholm".
Humoristisk, hæsblæsende og totalt vanvittig historie om de 2 kiksede elver Mugge og Gærhardt, der kæmper for at undgå at tilbringe ferien på deres forhadte kostskole. Niveauet kræver en solid læser, der kan holde styr på de mange personer og handling. Sproget er sprudlende, men også udfordrende. De sort/hvide tegninger giver ekstra liv til de underlige og sære personligheder, der virkelig folder sig ud i denne bog.
Der findes en del rablende sjove detektivbøger fx Timmy Taber - ingen er fejlfri, hvor Timmy har et detektivbureau sammen med sin isbjørn.