Livet går videre på Heartland-farmen, hvor problemheste behandles med T-touch massage, aromaterapi og hestehviskerprincipper i stedet for de traditionelle og mere tvangsmæssige metoder. Og det er faktisk det, som gør serien anderledes og interessant. Min hesteglade, men hesteseriehadende datter på 11 år slugte bogen på en time, fordi den ikke var fuld af de sædvanlige ridetekniske detaljer. Hun blev derimod grebet af de følelsesladede skildringer af, hvordan hovedpersonen Amy bruger psykologi og indlevelse i arbejdet med hestene, samtidig med at hun må kæmpe på alle fronter for at holde farmen kørende efter morens død. Økonomien er dårlig, kunderne svigter, ynglingshesten dør, og intrigerne hober sig op, som de skal i en ordentlig trivi. Men alt ender godt, da Amy under et åbent hus-arrangement har succes med at demonstrere sine teknikker på en vanskelig hest. Vel er sproget klichefyldt, personerne sort-hvide og handlingen totalt urealistisk og over stok og sten, men trods det er bogen spændende, medrivende og ligeså underholdende som en amerikansk tv-serie. Forsidens yndige og poetiske foto af køn pige og ditto hest skal nok lokke hestepiger fra 11 år til tage bogen. Dette er 3. bind, og serien bør læses i rækkefølge.