"Hovedsagen er, at der er nogen, der tager sig af én" står der på side 124 som bogens centrale sætning. Og det er det, det hele handler om. Det er en sød og god fortælling med poetiske undertoner om den 9-årige Ogge, der bor helt alene og kan gøre lige, hvad han vil. Men han savner "nogen" og har kun tante Lili i Amerika, så hende drager han ud for at besøge. Undervejs møder han gode og mindre gode mennesker, oplever gode og mindre gode ting, men selv er Ogge altid positiv og tager sig kærligt af de ensomme væsener, han møder. En hund, tre kattekillinger og ikke mindst den jævnaldrende pige Beth, der er i samme situation som ham selv. De tager sig af hinanden og drager til sidst hjem til Ogges hus. Som sagt en rigtig god højtlæsningsbog for elever i indskolingen med mulighed for selvlæsning fra omkring 4. klasse. Bogen er bygget op omkring en række til dels afrundede episoder, der alle kan give en god snak bl.a. om, hvordan man er og opfører sig overfor andre. Selvfølgelig holder man med Ogge, og han fremstår ligesom Beth som helstøbte mennesker med drev og overskud til at tage sig af andre på en positiv og uselvisk måde. Omslaget viser Ogge og Beth symbolsk på vej til Amerika, og bogen er illustreret med enkelte s/h tegninger til støtte for nogle af bogens episoder.