Digte og fotografier af by og natur. For folk med interesse for bl.a. fotografi og 1970'erne.
Digtsamling i fire dele med sort-hvide fotografier af by og natur. Digtene sætter ord på fotografierne. Et fotografi af en dranker akkompagneres af en tekst med mandens monolog, et fotografi af Pjerrot tekstes med Pjerrots tale, imens andre digte fungerer som en apostrofe, der lader landskabet tale. Tematisk kredses om kulturens skæve eksistenser og klimakrise. Visse af teksterne har tidligere været udgivet i Hvedekorn og andre aviser og tidsskrifter. Foto og grafisk design af Helge Krempin.
Digtsamlingen er blevet til over en periode fra 1970'erne og frem til i dag. Det mærker man i digtene, der samlet set er noget uhomogene, men ligeledes i fotografierne. De tidlige fotografier er minimalistiske og fungerer godt, imens andre fotografier er efterbehandlet, hvilket giver et uensartet udtryk. Teksterne fikserer fotografiernes betydningspotentiale mere, end de folder dem ud.
For en vellykket klimakritisk digtsamling, som mikser fotografi og tekst, henvises bl.a. til Andres Vermehren Holms Planetariske væsen.