Vidste du at kæmpeblækspruttens øje er på størrelse med en fodbold? Eller at stenfisken er verdens giftigste fisk? Dette og meget mere kan du læse om her, hvor børnenes dyreekspert Sebastian Klein præsenterer 100 af verdens farligste dyr. Bogen kan læses højt for børn fra 6 år eller selvlæses fra 10 år.
Sebastian Klein, som de fleste børn nok kender, udgiver ovenpå succesen Verdens 100 vildeste dyr en bog om de 100 farligste af slagsen. Dyrene præsenteres i stigende orden efter, hvor mange menneskeliv, de har på samvittigheden. Der er mange kendte dyr og med garanti også nogle, du ikke kender. Hvert dyr har fået sit eget opslag med farvefoto, tekst og faktaboks med informationer om fx vægt, levetid, føde og antal registrerede dødsfald.
Flot, sjov og informativ dyrefagbog fyldt med imponerende fakta fra dyrenes verden. Sebastian Klein skriver og fortæller uhøjtideligt og uden sentimentalitet de grusomme og ofte ulækre historier, om mennesker der lemlæstes eller dør. Det er der kommet en fantastisk og farlig bog ud af, der er et sikkert hit blandt dyreinteresserede og uforskrækkede børn og deres voksne.
Foruden Sebastians tidligere udgivelser kan man finde flere informationer om farlige dyr i fx Afrikas farligste dyr, der kan selvlæses fra omkring 7 år.