En bog med mange kvaliteter, denne fantasy for børn og unge fra ca. 12 år. En flot forside med et strejf af humor. En fængende bagsidetekst. Godt sprog. Et overbevisende univers. En handling der driver én videre. En fin slutning der også lægger op til diskussion. Vi er som i tidligere bøger af forf. et sted i cyberspace. "Slottet" ligger ude bag internettet, skjult for os i Virkeligheden. Slottet er større og ældre end både Virkeligheden og Nettet. Nogen herfra forsøger at finde vej til Virkeligheden. En computerfikseret dreng, Allan på 13, bliver lidt tilfældigt hentet til Slottet. Han skal finde "Verdens navle" og forhindre katastrofen. Det går ikke så godt. Faktisk er det hans mere jordnære veninde Beatrice, der klarer ærterne. Bogen er et mix af ægte fantasy og science fiction. Vi møder således både den 1/2 meter høje samurai Han Zen, jægere, stifindere og computeranimerede tv-stjerner. De unges tanker, følelser og sprog er fint fanget. Bogen minder noget om Evighedens Port (2002/10) af Dennis Jürgensen. Og hvis den ikke opnår samme popularitet hos læserne som denne, eller f.eks. Lene Kaaberbøls fantasyromaner, så er det altså ikke retfærdigt. Som et gimmick er der lagt (nogle få) sider ud på internet, som kan supplere bogen.