Filosofisk og absurd bog til højtlæsning for børn på 8-12 år om verdens rigeste mand og hans tro tjener, Boris, og om verdens religion og rigdom.
Verdens rigeste mand har så stor en rigdom at han ejer hele verden. "ja, han ejede faktisk alt fra DNA og fotosyntese til fyldningsdøre og wienerbrød." Derfor kan han bestemme og købe sig til evigt liv, som en morgengave til sig selv. Hans tjener, Boris, opkøber på hans bud alle bagerier, som derefter kun bager granatæblekager. Boris får besked på at lukke alle butikker og fabrikker i hele verden. Der findes derefter kun en lille butik i hele verden, som blot sælger granatæbler og limstifter. Limstifterne er forresten udsolgt. Der bliver en kø på tværs af oceaner, og mennesker fødes og dør i køen. Alle behov bliver med tiden glemt, og tilbage er kun ønsket om at stå i kø for at handle. Det bliver den nye altoverskyggende religion; verdensreligionen.
Det er en grotesk historie om en uønskelig og ubehagelig verden, en dystopi. Bogen kan med sin absurde humor bruges til filosofiske oplæg og samtaler om fx religioner, rigdom og trivsel. Illustrationerne er sort-hvide, stemningsfulde og understøtter fint bogens dystopiske tone.
Bogen ligner umiddelbart ikke noget andet, men de sproglige virkemidler bringer mindelser om Bent Haller og Louis Jensen.