Den britiske journalist og spændingsforfatter huskes stadig for især Sjakalen og Odessa kartoteket, og selv om han har fået udgivet bøger også efter disse bestsellere, har der været noget stille omkring ham. Her kommer så en samling bestående af 5 lange fortællinger der indbyrdes er meget forskellige og foregår i vidt forskellige miljøer. Fælles for dem er det overraskende, dramatiske omdrejningspunkt i bedste underholdningsstil, hvor handlingsdramaet og pointen vægtes frem for de psykologiske personportrætter og de dybe udredninger. Den første og den næstsidste historie er regulære spændingshistorier med udgangspunkt i dels et voldeligt overfald dels en narkosmugling. Derefter følger et herligt hævndrama hvor en fyret medarbejder ved et auktionshus tager en grum hævn. I "Miraklet" bruges en smuk italiensk legende til at gøre Toscanaferien for et amerikansk ægtepar til noget dybt bevægende. Den sidste og bedste historie starter med General Custers berømte nederlag ved Little Bighorn. Et drama der involverer en indiansk tilfangetaget kvinde og hendes redningsmænd og rækker ind i vores tid på en gådefuld, magisk måde. - Historierne fungerer godt og forfatternavnet skal nok tiltrække især mandlige læsere - ikke mindst fordi de egner sig til piberygning og et lille glas.