Endnu et møde med bæveren Viggo og hans lille ven Oskar i "værktøjsserien", som kombinerer en lille enkel hverdagshistorie med instruktion i at bruge forskellige slags redskaber og værktøj. Oskar har lige fået en ny cykel og glæder sig til sin første cykeltur sammen med Viggo. De pakker madkurv og tager af sted. Men ak! Oskar punkterer og de må tage hjem for at lappe cyklen. Som i de andre bøger i serien består billedbogen dels af en rammefortælling om de to venner og dels en instruktiv del - her om at lappe cykel. De to dele smelter fint sammen, uden at det går ud over helheden. Vi får både en sød og hyggelig historie og samtidig et fint og enkelt indblik i, hvordan og med hvilke redskaber og materialer man lapper en cykel. Bogen er som de øvrige bind i serien illustreret i en sød og enkel stil, som både er udtryksfuld og livlig, og instruktiv når det kommer til værktøjsdelen. Farverne er lyse og stilen typisk nordisk. Mange børn vil gerne vide hvordan ting laves, og der er sikkert også en del voksne, der bliver klogere undervejs. En populær og charmerende serie, som ikke udgiver sig for mere end den er. Til de mange små fans af gør-det-selv genren. Fra 3-6 år.