Bogen henvender sig til børn i 1.-2. kl. altså børn i alderen 6-8 år. Velegnet til selvlæsning.
Endnu en god bog i serien Billebøgerne, der får bogudstyr, layout, illustrationer, historie og læsetilgængelighed til at gå op i en højere enhed. Levende farvelagte tegninger danner baggrunden for teksten, som tilsammen skaber en historie, som alle børn kan identificere sig med, nemlig at føle sig for lille og ikke kunne bruges til noget. Viggo Viking vil gerne med far på jagt, men han synes Viggo er for lille. Frida skal hjælpe mor og kan ikke lege, skovhuggerne kan ikke bruge sådan en lille dreng, det samme siger smeden og bådebyggerne. Da Viggo så fanger fisken, bliver han dagens helt, og der kommer kød på bordet. Sproget er enkelt, udtrykt i korte sætninger uden brug af for svære ord. Der kan gratis downloades opgaver og lærervejledning til Billebøgerne.
Bogen kan sammenlignes med og er på niveau med Danny Dunkel - den fæle røver af Rune Fleischer.
God bog, god historie som kommer ind på, hvordan det også kan være at være barn.