Her kan du læse om folk, der levede i Danmark i Vikingetiden. Du ser hvordan nogle stadig tager på vikingetræf, hvor de lever og kæmper som for 1000 år siden. For børn fra 8 år.
Bogen hører til serien "Jeg læser. I gamle dage", der er letlæselige fagbøger. Omslaget viser en tegning af en gruppe vikinger med skjold og økse, klar til kamp. Opslagene viser flere forskellige teksttyper. Der er faktabokse, faktaside og stikord. Brødteksten henviser til flere danske spor fra vikingetiden, og der er fotos fra danske seværdigheder: Fyrkat, Jelling Museum og Jellingstenene samt Moesgaard vikingetræf. Her er en QR kode, der linker til Youtubefilm fra vikingetræf ved Moesgaard strand. Du kan læse om, hvordan vikingerne boede som bønder og som håndværkere. Du kan læse om togter, hvor vikinger rejste ud, plyndrede og overfaldt fjenden. Der er også et afsnit om den engelske by York, som flere danske konger regerede. Den gamle konge, Gorm den Gamle, Thyra og deres søn Harald Blåtand bliver også omtalt.
Bogen er farverig og har mange flotte fotos og tegninger. De understøtter den letlæste tekst (lix 19), der indholdsmæssigt desværre kan forekomme lidt overfladisk og tilfældigt konstrueret. Udsagn som: "Nogle gange blev de boende. Andre gange rejste de hjem" virker overflødigt.
Læs også Vikinger, der har en mere omfattende tekst.