Kronologisk historisk rids over modens verdenshistorie. Til fornøjelseslæsning fra 10 år.
Lyngvild, forfatter, designer og tv-kendis, tager os med på en visuel og informationsrig rejse gennem historien set, som der står på bagsiden, med et par moderne farvede modebriller. Vi starter i oldtiden og kommer bl.a. forbi barokken, viktoriatiden og frem til nutiden. Lyngvild skriver godt og interessant. Til tider bliver indholdet lidt abrupt pga. formen med småafsnit, fakta bokse og flapper. Layoutet er lækkert, nærmest overdådigt, ligesom det historiske billedmateriale er velvalgt. Alt i alt matcher layoutet den ekstravagante tilgang til modehistorie, der er i bogen. Det er overklassen og de kongeliges mode, der er i fokus. Lyngvild har flere børnebøger bag sig fx fantasyserien Skyggernes bog og Vild med heste, 2012, der i form og layout minder om denne. Bogen er i hardback med flapper.
Der findes flere bøger om mode fx Sahls Tøj og mode, 2012, der beskæftiger sig med samme tidsperiode med fokus på mode som symbol og de enkelte beklædningsdele. Vild med mode adskiller sig ved at være mere bladrebog til fornøjelse og ligner som nævnt Vild med heste og Dr. Ernest Drakes Dragonologi, 2006.
Visuelt flot, interessant rids over modens verdenshistorie fra oldtid til nutid. En overdådig bog med smukt billedmateriale og god men lidt abrupt tekst. Vil fænge alle modeglade børn, unge og sågar voksne. Bedst egnet til fornøjelseslæsning.