Film / nonfiktion / dokumentarfilm

Vilde piger


Beskrivelse


Vi møder tre unge piger fra Brøndby. De lever et liv fyldt med kriminalitet, vold og drømme om skole og fremtid.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 7. dec. 2016

af

af

Christine Christensen

d. 7. dec. 2016

Filmen går tæt på medlemmer af danske pigebander og undersøger, hvordan de unge er blevet så marginaliserede, at deres eneste (for)løsning er voldelige overfald. Til opgavebrug og for dokumentarfilms-publikummet.

Vold begået af piger er steget markant de sidste 10 år. Hvilke omstændigheder driver unge teenagepiger til at gribe til vold over for tilfældige ofre og hvad er det, der gør, at de vælger volden, selv om de er klar over, at handlingerne får konsekvenser for dem selv, deres familie og fremtiden? I en tilværelse præget af vold, misbrug og fraværende voksne er der kun veninderne og en gruppe dedikerede socialpædagoger at læne sig op ad. Det er næsten umuligt for de vilde piger at forestille sig andet end livet med kriminalitet, manglende skolegang og et væld af konfrontationer med andre unge. Selv troen på de voksne, der stadig prøver at hjælpe pigerne på ret kurs er svær og endnu sværere er det at reflektere over fortiden og tage ansvar for sine egne handlinger, så fremtiden tegner mere positivt.

Et fascinerende og skræmmende tidsbillede af en gruppe unge, der lever efter egne regler og normer. Langt de fleste piger kommer fra belastede hjem i de laveste sociale lag og indblikket man får i deres hverdag er trist og forstemmende, men også med glimt af håb, omsorg og engagerede voksne, der gør hvad de kan for de udsatte piger.

Minder om dokumentarudsendelser som "På røven i Nakskov" eller "Prinsesser fra blokken".