Hvor er det dog herligt! Endnu en suveræn bog om en flok danske børne- og ungdomsforfattere - med hovedvægt på de unge, og i Steffen Larsens helt egen terminologi opdelt i "de gode", "de store" og "de anderledes". Reuter, Jürgensen og Inuk m.fl. er selvskrevne, men også mindre kendte og i biografisk/analytisk form ubeskrevne blade er med, såsom Claes Johansen, Peter Gjellerup Koch, Boris Boll-Johansen og Nikolaj Peyk. Steffen Larsen kan karakterisere præcist med ganske få ord. Han har sans for detaljerne og krydrer analyserne af de 1-4 udvalgte bøger ved hvert forfatterskab med små citater, der slår den sproglige tone an. Et lille biografisk afsnit og en let berøring af den relevante del af forfatterskabet afslutter. Og som han er som journalist, er han også som forfatter. Portrætterne er levende, veloplagte og morsomme, og han skriver med en kærlighed, der kommer fra hjertet, om de 21. Ifølge Steffen Larsen kunne Nis Boesdal være champ, hvis der var VM i ping-pong i ord. Steffen Larsen kan selv kunsten - fra begge sider af bordet! Tove Krebs har lavet et smukt og iøjnefaldende omslag, der sender rigtige signaler til bogens unge læsere fra 13 år - og til alle andre, der kan lide bøger, Steffen Larsen og det Steffen Larsen'ske Det er en bog til gavn, inspiration og ikke mindst til lyst!.