For 10-14-årige piger, der holder af fantasy og gode pigeskildringer. Det er en fordel at have læst første del af serien Vildheks. Smukke manga-lignende illustrationer på omslaget og på første og sidste opslag formidler bogen.
Siden hun debuterede som 15-årig i 1975 med bøgerne om Tina og hestene, har Lene Kaaberbøl skrevet en række bøger for børn og unge, samt romaner for voksne. Mange af Lene Kaaberbøls bøger for børn foregår i mystiske fantasy-universer. Bag dette gemmer sig fine personskildringer og meget jordnære problemstillinger om at skulle vokse op og blive voksen. Det gælder også bøgerne om Clara, der dels foregår i et nutidigt, realistisk miljø dels blandt vildhekse, der er naturens vogtere og dyrenes beskyttere. 12-årige Clara har vildhekseblod i årerne, og i seriens første del afprøvede hun for første gang sine evner som vildheks i kampen mod Kimære. Tilsyneladende er hverdagen vendt tilbage, men da Kimære bortfører Claras bedste ven Oscar, må Clara igen mobilisere uanede kræfter. Bogen er velskrevet og elementært spændende og forener fantasy-genren med beskrivelsen af en pige, der befinder sig på overgangen mellem barn og voksen. Til serien hører en flot hjemmeside.
Bogens natursyn ligner natursynet i forfatterens bidrag til serien Witch. Andre serier om hekse er Wardstenen og Spiralen. Flere scener og temaer minder om Harry Potter-bøgerne.
En vellykket toer i en serie, med en udgivelsesfrekvens på et halvt år. Jeg glæder mig til tredje del.