Rejsende jægere og jægere, som gerne ville rejse, er målgrupperne for denne bog.
Brødrene bag bogen er erfarne jægere og fortællere med artikler i tidsskrifter og en bog mere. De beskriver her suppleret af et par jagtvenner nogle af deres jagtoplevelser i Grønland, British Columbia og Kirgisistan. Det giver læserne nogle tekstrige og ret detaljerede historier fra strabadser under svære forhold, om mødet med spændende mennesker samt om jagten på kød og gode trofæer. Historierne er suppleret med fine farvefotos, der dog ofte gengives lidt småt. Det er teksten, som bærer bogen, og især er det de kontante beretninger mere end de få tilstræbt lyriske indslag, som vil fascinere jagende læsere og læsende jægere. De vil se gennem fingre med layoutet, der ikke skaber overblik.
Brødrene udgav i 2007 Jagtfugle på verdenstræk, og de to bøger er ret ens i stil og layout, men i den første gik turen til nogle andre steder, så de to bøger supplerer hinanden. Der er de senere år kommet flere personlige jagtrejsebøger, og denne føjer sig fint i rækken som inspirerende læsning for jægere uden dog at stikke op som noget helt særligt.
En udmærket jagtrejsebog - med understregning af jagt - om rejser til Grønland, British Columbia og Kirgisistan og om de store strabadser og naturoplevelser der - og selvfølgelig jagten på både kød og gode trofæer. Læsende og rejsende jægere får her endnu et supplement til lænestolsjagtoplevelser og evt. rejseinspiration.