Vingeslag udkommer i den ambitiøse Hvid Dingo - serie, der forener det letlæselige med litterær kvalitet, her i den højeste sværhedsgrad, hvor læsebearbejdelsen kommer til udtryk som stavelsesmellemrum i de længste deleord. Bogen indeholder syv noveller, der skildrer mennesker i en tilsyneladende normal tilværelse, hvor galskaben, sygdommen, sorgen eller dybe splittede følelser lurer under overfladen og kommer til syne i det formfuldendte, asketisk antydende sprog. I "Hunden der elskede agurker" er galskaben bogstavelig i historien om den kloge hund, der drog ud i verden for at leve af sin passion, agurker. Bedst kommer det tvetydige til udtryk i novellerne om børn eller unge, "Rejsen til Ribe", "Flugt tilbage" og især titelnovellen, en dybt bevægende, fabellignende fortælling om drengen, der finder meningen med livet - og efterlever det ved at dø. Syv helsides farveillustrationer, et par mindre samt forsideillustration af Ursula Seeberg fanger fint novellernes grundlæggende tone. Bogen giver et glimrende indblik i et ikke helt let tilgængeligt forfatterskab og vil være et spændende indslag i litteraturuv. i 8. - 10. kl.