Spil / computerspil

Virtua tennis 4


Beskrivelse


Sportsspil. Opbyg din egen tennisspiller og vind Grand Slam turneringen. Træn din spiller i trænings-delen inden det går løs i turneringerne eller spil hurtige tennis-kampe i Arcade-delen. Spil mod dine venner i Party-mode eller gå på nettet og spil mod spillere fra hele verden.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. maj 2011

af

af

Peter Martin Jørgensen

d. 4. maj 2011

Xbox 360, PS3. Sportsspil. Virtua tennis 4 er spillet for de fleste. Meget let at gå til. PEGI: 3. Fra 10 år.

Her har vi et traditionelt tennisspil i arcadestil. Man vælger en spiller, en modstander og en arena og man er i gang. Det er tennis om igen, med serve-esser og smash. Der findes også en turnerings-mode, hvor man spiller sig op gennem rækkerne. Yderligere er der World Tour, som består af en række minispil, der giver nye og sjove vinkler på et traditionelt tennisspil. Man kan spille som en lang række af verdens bedste tennisstjerner, der alle har forskellige spillestile. Selvfølgelig kan man også spille som Wozniacki. Kontrollen af Virtua tennis 4 er et kapitel for sig. Der er mulighed for at anvende Kinect til Xbox 360 og Move til Playstation 3. Med de to muligheder anvender man pludselig hele kroppen til at spille med, og stuen forvandles til en tennisbane. Der er også mulighed for at styre med joypads, der generelt ikke er lige så sjovt, men virker en del bedre. Der er kun sparsom instruktion til at komme i gang, men spillet er meget intuitivt. Kontrollen er let at komme i gang med, men sværere at mestre. Multiplayer er selvfølgelig inkluderet. Grafikken er fin uden at imponere. Lyden giver en herlig atmosfære.

"Virtua tennis"-serien startede i 1999. Nummer 3 i serien findes på en række biblioteker (til PS3).

Virtua tennis 4 er et udmærket spil, der ikke bringer så meget nyt under solen. Dog skal det nok låne sig selv ud, og give låneren en rimelig spiloplevelse. Købes hvis man mangler tennisspil til Xbox 360 eller 3'eren i serien er slidt til PS3.


Bibliotekernes vurdering

d. 4. maj 2011

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 4. maj 2011

Nintendo Wii. Sportsspil. Virtua Tennis-serien har en lang og glorværdig fortid fra 1999, som topspil indenfor den realistiske del af tennis-genren. Spillet har en PEGI-rating på 3, men de motoriske krav passer bedre til børn fra ca. 11-12 år. Spillet er på engelsk.

I tennisspil som "Virtua tennis" handler det ikke kun om at ramme bolden og få den losset over på den anden side af nettet, men i høj grad også om hvordan man gør det. Heldigvis er der blandt de mange spil-modes som spillet byder på også en træningsdel, hvor man kan få teknikken på plads inden det går løs. Spillets hoveddel er ikke overraskende Word Tour, hvor man bygger sin spiller op fra bunden for til sidst at kunne løfte Grand Slam trofæet over hovedet i triumf. Herudover bydes der på hurtige spil i Arcade-delen og spil med og mod vennerne i party-mode. I Nintendo WFC kan man gå online og spille mod andre spillere i verden. Spillet understøtter Wii Motionplus-controlleren og har en grafisk præsentation som ligger klart i den pæne ende af spekteret.

På Wii-konsollen er tennis ofte en del af en sportspakke, fx i Racket sports party, men ellers kan Grand slam tennis nævnes. Efter min vurdering er Virtua Tennis 4 det p.t. bedste tennis-spil til konsollen.

Sportsspil passer generelt fint til Wii-konsollen og dette spil er ingen undtagelse. Selv om det basalt kun handler om at få bolden over på den anden side af nettet er det lykkes at bygge masser af udfordringer ind i spillet, specielt omkring forfining af spilteknikken. Jeg er ikke i tvivl om at spillet vil blive et hit på biblioteket.