Fin bog til oplæsning for mellemgruppens børn, for de 5-8-årige.
I 2009 udkom Hoff og Sangiorgios Frida og det levende ler, og de fortsætter her deres fantasifulde fortællende stil. Virtus er alene med sin far, der er byens bøddel. Virtus er så småt i lære, men bryder sig ikke om at hugge hovedet af folk. En dag er en af fangerne Lille Lorteunge, der har stjålet en skat. Virtus tror på hende, når hun siger, hun er uskyldig. Hvis de 2 børn kan finde den rigtige forbryder, kan Lille Lorteunge gå fri. Nu starter en farefuld færd for at bevise, at det er byens mægtigste mand, der er den store forbryder. Lille Lorteunge er en sej og klog pige, og selvom problemerne tårner sig op, lykkes det til sidst at overvinde dem. Virtus får endog byen til at opgive dødsstraffen. Børnene er blevet venner, og Virtus ønsker, at Lille Lorteunge kan bo hos ham. Men hun er ikke én, der kan være på et sted, men må gå sine egne veje. Bogen er let og levende fortalt med mange replikker i en stor og åben sats, og de mange grafisk stærke sort-hvide illustrationer er fint integreret på siderne og udvider historien betragtelig.
Bogen minder mig både om Preusslers gamle historie om Røveren Runkeldunk og lidt om Pippi Langstrømpe i beskrivelsen af Lille Lorteunge.
Spændende og sjovt eventyr, der nok skal fange målgruppen. Blot mangler jeg lidt mere forklaring på, hvem Lille Lorteunge er, og hvordan hendes liv har været før.