Stenografen Sheila Webb ankommer for at udføre et bestillingsarbejde for en blind kvinde, men finder hende ikke hjemme. I stedet ligger en myrdet mand i huset omgivet af fire ure, der på besynderlig vis alle er stillet en time frem. Da hun skrigende styrter ud på gaden, løber hun lige i armene på Colin Lamb en ung havbiolog, der befinder sig i kvarteret på en vanskelig opgave for efterretningstjenesten. Sammen med Kommissær Hardcastle kaster Colin sig ud i opklaringen, der indledes med en runde hos de mildest talt bizarre og ret så farverige naboer. Under forløbet indhenter Colin hjælp hos faderens ven - ingen ringere end Hercule Poirot, som dog her kun har en birolle. Handlingen har to tilsyneladende uafhængige forløb: Colins efterretningssag og mordet på den mystiske uidentificerede mand. Efter endnu et mord bindes de to sager af Poirot til sidst sammen i en noget kringlet afslutning. Bogen stammer fra 1963 og er bortset fra forsiden et uændret optryk af 1982-udgaven. Selv om undertegnede nok synes, at både Christies bedagede miljø og ret omstændelige lineære handlingsforløb har haft sin tid, så må det konstateres, at publikumsinteressen - i modsætning til fx Sayers og Simenon - stadig så absolut er til stede, måske også pga. stadige tv-eksponeringer af historierne. Krimien hører ikke til Christie- klassikerne, men er dog solid underholdning for seniorpublikummet.