Smukt illustreret gendigtning af myten om vølvens spådom, om verdens skabelse og undergang. Her i en kommenteret og fortolket udgave, der præsenterer en mulig forståelse af digtet og dets relevans i vores tid. For alle, der holder af nordisk mytologi og gode historier.
Det nok mest kendte mytedigt fra Eddaerne er Völuspá; et langdigt med 67 vers, der forklarer liv og død i en cirkulær forståelse, hvor skabelse og undergang (Ragnarok) præsenterer et førkristent verdenssyn. Den nordiske/skandinaviske kosmologi har mange metaforer og kræver en udpræget forestillingsevne. Derfor fortolker Andrea Hejlskov hvert vers, for som hun skriver i forordet: "Völuspá er levende rituelt materiale", og med hendes forklarende ord bliver teksten levende og inviterer læseren til at være en del af værket og give sig hen til processen. Hendes argumentation er, at vi må være personligt involverede for at forstå den dybere betydning af disse urkræfter. Johanne Helga Heibergs illustrationer tilbyder en nonverbal tolkning af både de gendigtede vers og forfatterens subjektive formidling.
Aldeles tryllebindende udgave, leveret med dyb respekt og indgående kendskab. Hejlskov bruger selv ordet revitalisering og hun gør netop dette på overbevisende facon og med stor kærlighed - nøjagtig ligesom Heibergs besnærende tegninger. Som læser bliver du både mystificeret og afklaret, når vølven taler.
Suzanne Brøgger har også gendigtet Vølvens spådom (Ill. Martin Bigum).