Vores

Claus Handbergs dystre, samfundskritiske poesi om et fællesskab uden vision eller historie anbefales til den fremtidsskeptiske læser.

"Vores" er en samling digte om dét, som er vores, nemlig fællesskabet. I Handbergs digte er der dog ikke tale om et muntert fællesskab, der fejrer sig selv: "Visionens fuldførelse / var en skuffelse. / Selvsagt fristes man til at sige. / Dette fællesskab blev skudt ud / af en pistol." Stemningen er dyster og resigneret i digtene, hvor forskellige subjekter taler på skift fra et sted i samtiden eller i en, måske, nært forestående fremtid; snart taler et jeg, et man, et vi, snart er tonen agitatorisk, snart resigneret. Fokus er på det, som binder folk sammen i fællesskabet (og fraværet af samme), herunder modersmålet, historien og transaktionerne, som alle har været "økonomiske / og blodige", som det hedder et sted. Kan iflg. forlaget læses som et svar på Handbergs Vore mødre dør fra 2016.

Digtene er velkomponerede og veludførte. Hvor stærke og foruroligende digtene end er, så sniger der sig dog en monotoni ind i de gentagne, deprimerende klageråb om neoliberalismens kapitallogik og vores historieløse samtid.

Handberg står ikke alene med sin politiske poesi. Blandt samtidens poeter kan peges på Marius Nørup-Nielsen og Lars Skinnebach m.fl. Længere tilbage aner man (tydeligt) Strunge, men også F.P. Jac og Henrik S. Holck Vore mødre dør.

Læs hele vurderingen