3 små kvadratiske farvestrålende glade pegebøger i pap om forskellige køretøjer og deres lyde for børn fra 1 år. De 3 bøger har hver sin farve. Den lysegrønne bog Bruuum! om arbejdskøretøjer som alle brummer fx en traktor. Den blå Vroommm! om 5 flotte biler, som alle siger vroommm, når de kører forbi med dyr som passagerer og chauffør. Den lille røde bog Båååt! er lidt anderledes om 5 biler med udrykningshorn, der har forskellige lyde. Flere af tegningerne og lydene kan genkendes fra Leo Timmers: Hvem kører?, 2006, som er for lidt større børn. Billedsiderne er bygget ens op. På venstresiden køretøjets lyd efterfulgt af fx: Her kommer sporvognen. På højresiden en karikeret gammeldags tegning af køretøjerne, hvor chaufføren er et eller flere påklædte dyr af samme slags, som var ude at køre i: Hvem kører?. Det er selvfølgelig elefanten, der kører brandbil, og en gris der kører traktor. Illustrationerne er fritlagte tegninger på hvid baggrund. De har et lidt plastisk udtryk og rummer ikke megen atmosfære. Men dyrene og køretøjerne er dog sjove og let genkendelige, og bøgerne vil uden tvivl fornøje og more bil- og dyreglade børn fra 1-3 år, der vil nyde at gentage lydene igen og igen.