Serien Den lyseblå Baron rummer elementær spænding for læsere fra 8-9 år og denne bog, den syvende i serien, er ingen undtagelse. Den er en helstøbt læseoplevelse for alle, der er kommet i gang med at læse og sluger "rigtige" bøger, som denne bog helt klart vil opleves at være. Det er en medrivende bog i et godt sprog, hvor flotte, levende og dramatisk farverige tegninger følger både stemning og handling til dørs. I en elementært opbygget, spændingsmættet handling bliver man præsenteret for persongalleriet på baron von Brasks slot. Et uvejr trækker hen over slottet. Ting opfører sig mærkeligt, den røde hest viser sig og varsler dermed, at vulkanen Styx vil gå i udbrud. Baronens søn, Frits, der er "Den lyseblå Baron", bliver udset til at være den, der skal ride til vulkanens hjerte på den røde hest og besejre vulkanen ved at dræbe den drage, der er i vulkanen, hvilket også - ikke overraskende - lykkes.