Forfatteren kendes fra bl.a. Manden med spanden, 2001, illustrator fra flere billedbøger bl.a. Kys mig jeg hader dig, 2000. Wilhelm synes hans forældre er kedelige. Pludselig opfører de sig som to uregerlige, urimelige børn. De hopper i sengen, fornærmer passagererne i bussen, snyder i køen i svømmehallen, bliver smidt ud af cafeteriaet fordi de laver bøvsekonkurrence o.m.a. Wilhelm er pinligt berørt, ønsker de var almindelige igen. Så vågner han, det var heldigvis en drøm. Forældrene foreslår de holder en fridag og går i svømmehallen! Børn fra 4 år vil fascineres af den vilde historie og håbe at den ikke bliver som i drømmen, for der er forældrene bare for hæmningsløse og pinlige. Forfatteren har en fin sans for de sproglige virkemidler der levendegør de groteske, overdrevne situationer. Kender man Charlotte Pardis streg, ved man hun er den rette til at illustrere billedbogen. De brede penselstrøg og de hastige streger fanger flot de forskellige scener. Den overdrevne streg og brugen af kraftige farver understreger og udvider tekstens indhold. At Wilhelm har det svært med forældrene i drømmen, er let at se på de atmosfærefyldte og levende illustrationer.