Ungdomsbog fra 14 år om "drengekærester". Fin kærlighedshistorie, der kan læses af begge køn samt af voksne.
15-årige Lau lever livet som skolens lækre fyr, da den stille Theis starter i klassen. Drengene bliver uadskillelige - og meget forelskede. Men det er ikke nemt, at være kæreste med en anden dreng. Frustrationer omkring seksualitet, identitet, hemmeligholdelse, usikkerhed og jalousi begynder snart at trænge sig på. Flot debutroman, som forfatteren har skrevet i en alder af bare 16 år. Tematiseringen rammer direkte ned i de unges univers, men bogens absolutte styrke er den følsomme personskildring af Lau og Theis. Følelser og drama er i højsædet, mens mere tabubelagte vinkler, som fx sex eller fordømmelse, ikke er nær så meget i spil. Der kysses, krammes og tudes en del, og det passer faktisk fint til historiens bløde univers, at drengene ikke når så langt seksuelt, samt at bogen slutter, da de skal til at møde omverdenen. De mere dramatiske elementer omfatter bl.a. cutting og et selvmordsforsøg.
Bogen kan sammenlignes med fx Drengen med stjernekaster, 2004. Bogens styrke er, at personerne er lette at identificere sig med, og at den appellerer til et bredt publikum med interesse for identitet og kærlighed.
Vellykket debutroman om "drengekærester" skrevet af en 16-årig forfatter. Et frisk pust som absolut fortjener en plads på hylderne med ungdomsbøger.