Musik / jazz

Yasmin


Detaljer


...

...

...

...

...

...

...

...

...

...

...

...


Indhold

Seneste udgave, musik (cd)

That's all

Onlyest way

PS, I love you

The band

Yasmin

Lush life

Bush baby

Tenderly


Tidsskrift

Artiklen er en del af

Artiklerne i  handler ofte om

Artikler med samme emner

Fra


Artikler

Alle registrerede artikler fordelt på udgivelser

...

...

...

...

...


Anmeldelser (3)


Gaffa [online]

d. 4. aug. 2014

af

af

Ivan Rod

d. 4. aug. 2014

"Halvdelen af dens otte numre er hjemmegjorte, resten er lånte standards, bearbejdet til albummet og arrangeret for strygere af Magnus Hjorth og Nikolaj Torp Larsen. Blandt de bedste er standards som That's All og Ps, I Love You. Standards som i deres forløsning vidner om, at Jakob Dinesen ikke bare er inspireret af saxofon-koryfæer som Ben Webster og Stan Getz, men også er helt sin egen: en saxofonist med et meget personligt udtryk, der nok emmer af referencer, men også af en særegen ro og værdighed".


Jazznyt

d. 29. maj 2014

af

af

Niels Overgård

d. 29. maj 2014

"Yasmin er et lækkert roligt soundtrack til gode stunder (som f.eks. en fødsel). Dino er i en smittende, karmalignende ro når han spiller sax, ikke ulig Ben Webster eller Stan Getz. Pladen er en blanding af standards og Dino's kompositioner. Her er hans egen Yasmin helt vidunderlig. Den er ligesom de tre resterende numre uden strygere, lavet sammen med Per Møllehøj (guitar) og Hugo Rasmussen (bas). Billy Strayhorn's Lush Life er hørt mange gange før og Dino formår alligevel at gøre den til hans egen. Det er derfor at Yasmin er en god plade. Den er jazz med jazz på. Det er Dino's version af klassisk jazz".


Politiken

d. 23. juni 2014

af

af

Christian Munch-Hansen

d. 23. juni 2014

"At det netop er Jakob Dinesen, der skulle genoplive rollen som bredt anlagt fortolker af ballader "with strings" og det hele i dansk jazz, kan næppe være mere oplagt ... Dinesen udfylder solistrollen på suveræn vis med en swingende fremdrift og en nuancering, der peger på moden dybde i hans spillestil. Hans gæld til forbilleder som Ben Webster og Stan Getz er åbenlys ... Strygekvartetten [er] anvendt, så der ikke drives rovdrift på sentimentaliteten ... Flot og bredt appellerende balladealbum".