"Leonard Cohens stemme virker mindst lige så dyb som på de to forrige album, men der er intet tungt, træt eller skrøbeligt over hans sang. Han synger med en fascinerende stil og timing, og indimellem ser man for sig, at han smiler. Mens en smuk enkelhed præger arrangementet til "Treaty", er der en storhed over titelnummeret med en rig instrumentering og et kirkeligt kor, som giver Leonard Cohen et solidt rygstød. "Leaving The Table" bevæger sig af sted i et adstadigt tempo med en snert af god gammeldags country, mens hammondorglet på "If I Didn't Have Your Love" giver anledning til en følelse af højtid, som forstærkes af Cohens majestætiske sangforedrag".