Det er en god ide at Stine anbringer en 11-årig dreng i samme hus som to jævnaldrende spøgelser. Det kan der komme mange spændende og overraskende ting ud af. I dette bind i serien Spøgelser på spil vil Max's forældre sælge huset og flytte til Texas, fordi faderen har fået lovning på et job der. De unge spøgelser sørger for at forpurre planerne ved at gøre livet surt for de potentielle købere af huset og faderens fremtidige chef. Samtidig har Max også et andet alvorligt problem: Han bliver forfulgt og overvåget af et mystisk sortklædt væsen. Historien afsluttes ikke i denne bog, der ender med en cliffhanger. Det er en udmærket seriebog inden for sin afgrænsede genre. Historien er fortalt i første person, og læserne vil let kunne identificere sig med den 11-årige Max og hans meget ordinære kernefamilie. Forfatteren forstår at koble spænding, uhygge og morskab sammen på en måde, der tiltaler bogens målgruppe på 9-12 år. Bogen er let at læse med korte overskuelige kapitler og læsevenlig typografi. Den tegneserieagtige forside signalerer fint bogens indhold og stil. Den forestiller Max, der bliver overmandet af et uhyre, der består af råddent kød.