Denne nye tegneserie henvender sig fortrinsvis til unge og nok mere specielt til voksne tegneserielæsere at dømme efter seriens første album. Historien foregår i starten af dette århundrede lige før den 1. verdenskrig, og tager sit udgangspunkt i Normandiet, hvor en doktor Célestin er i færd med at opbygge sin egen zoologiske have med hjælp fra den noget hæmningsløse pige Manon og billedhuggeren Buggy. Hertil kommer den unge Anna, som i en russisk landsby har fået næsen skåret af, efter et fortidigt, barbarisk ritual. Det er en spændende start på en serie, med vedkommende personer i et fængslende miljø, hvor både fortidens og fremtidens spøgelser synes at ligge på lur efter den enkelte i kommende afsnit. Billedsiden, fortrinsvis holdt i mørke gulbrune farver, er i sin stil meget episk med god brug af filmiske krydsklip, sikre beskæringer i billedrammerne og interessante vinkler. Det kan blive spændende at følge det videre forløb. En af forfatterne, Frank, har tidligere arbejdet med den miljø orienteret serie Jonas.