I byen, Zootropolis, kan man blive, hvad man vil. Men det er nu ikke helt let for kaninpigen Judy at få lov til at blive politibetjent. Heldigvis er hun både sej, stædig og modig. Billedbogsudgaven af Disneys animationsfilm til højtlæsning for børn mellem 5 og 8 år.
Billedbogen bygger på Disneys animerede spillefilm nr. 55, og den foregår i et storbymiljø med en kaninpige som heltinde. Judy kommer fra landet og glæder sig til at starte som politibetjent. Men, lille og pige, som hun er, møder hun en del modstand, og det er først, da hun bliver sat på en mystisk opgave med forsvundne dyr, at hun kan bevise sit værd. For det er en mærkelig sag med mægtige bagmænd. Heldigvis får hun god hjælp af ræven Nick, som i første omgang stod lidt på den forkerte side af loven. Og således viser handlingen, at i Zootropolis kan man blive, hvad man vil. Bogen er trykt på glittet papir og er gennemillustreret med farvebilleder fra filmen.
Det er en mere rå handling i et barskere miljø og med mere politiske temaer end Disneys film ellers plejer at bevæge sig i. Sexisme, ligeberettigelse, fordomme, bagmænd og den amerikanske drøm. Teksten er refererende og kendskab til filmen er en fordel. Tegningerne er som altid charmerende og livlige og ikke uden humor.
Bogen er i samme format og udstyr som de nyere Disneybøger som fx Frost.