Efter en kort gennemgang af Husserls, Merleau-Pontys og Jean-Pierre Richards fænomenologiske filosofi forsøger Egebak at placere den moderne franske roman indenfor denne filosofiske retning og gør især meget ud af gennemgangen af Sartre, Camus, Robbe-Grillet, Duras, Butor, Simon og Jean Duassot. Der er endvidere studier over romanens form og æstetik, og han forsøger at forklare, at den moderne roman træder frem på grundlag af sin egen opløsning. Et afsnit handler om roman og film, et andet om tradition og fornyelse, hvor Egebak går til angreb på Bjørn Poulsens: Ideernes krise i åndsliv og politik, samtidig med at han leverer et så glødende forsvar for modernismen, at det nok vil vare nogen tid, før diskussionerne om dette emne ophører. Bogen er en slags uddybning af og fortsættelse til hans tidligere Eumeniderne og kan anbefales til de større biblioteker.