Ved slutningen af en vinters roman

I en forladt by passer Irena på de tomme lejligheder i en ejendom. Stille går dagene, mens krigen og håbløsheden rykker tættere på. Lavmælt fortælling til alle læsere af gode og vedkommende romaner.

I et land uden navn hærger krigen. Irena er den eneste tilbage i sin ejendom, efter de andre beboere har forladt byen. Dagene går med praktiske gøremål i de forskellige lejligheder, så alt er klart, når beboerne vender hjem igen. Hun savner sin afdøde mand og er bekymret for sin søn, der er ved fronten. Hver dag skal der sørges for mad, og måske hun skulle kontakte viceværten i den anden blok. Krigen nærmer sig måske. Imens vandrer tankerne tilbage til tiden, før krigen kom. Dengang var hun en del af fællesskabet i blokken. Nu er hun helt alene.

Det er meget fin, stille skildring af et stædigt og vedholdende menneske, der ikke vil, eller formår, at se den barske virkelighed i øjnene. Carsten Müller Nielsen formår at beskrive krigens tragedie gennem et stille menneske skæbne. De korte kapitler gør bogen nem at læse. Og vil man nyde det fine melankolske og præcise sprog, kan det anbefales at læse sætningerne flere gange.

Bogen ligger i stil i forlængelse af Carsten Müller Nielsens tidligere bog De døde fylder dagene med en smag af mønterHvid bog, mørk vinter. En anden god roman, der også forsøger at indfange krigens væsen, konsekvenser og ofre er Hvid bog, mørk vinterBogen ligger i stil i forlængelse af Carsten Müller Nielsens tidligere bog De døde fylder dagene med en smag af mønter. En anden god roman, der også forsøger at indfange krigens væsen, konsekvenser og ofre er .

Læs hele vurderingen

Vemodig og smuk roman om Irena, der er alene efter et bombeangreb og fylder de lange dage med at holde sammen på det, som er tilbage.Irena passer på lejlighederne i ejendommen, hun bor i, efter at hen...

Læs anmeldelse