Folkeskolens afslutning nærmer sig for Molly Victoria, også kaldet Moe. Inden sommerferien får hun en særlig bog af sin ven professor Lövfall. Bogen bliver et vendepunkt for Moe med sine beskrivelser af træernes hemmelige verden og deres magiske forbindelse til den ukendte menneskeart, Dendris. For læsere fra 12 år.
Efter sin mors sygdomsforløb og død er Moe sky overfor nye mennesker. Hun knytter sig dog til Inge Lövfall, som har kendt Moes mor Maia og gemt bogen "De besjælede træer" til Moe. I bogen er der et billede af Maia med teksten "Vor tids tapreste Dendris". Hvis Maia tilhørte menneskearten Dendris, som kan bevæge sig ind og ud af træernes verden, hvad betyder det så for Moe? Ferien tilbringes hos moster Stella i Tyskland, hvor Moe møder skovnymfen Merle, der hjælper og træner hende som Dendris. Professor Lövfall rejser til Athen, hvor Maias fortid gør hende klogere på Dendris-arten, men også de fjendtlige Arbonatier, der er ude efter Dendris-artens evner.
Bogen bygger langsomt op med skildringen af Moes hverdag med en harmonisk familie, støttende venner, en begyndende forelskelse, og den forandring hun oplever, da hun får afgørende, ny viden om sin mor. Det er et frisk og spændende pust at blande naturvidenskab og fantasy, men kompleksiteten kræver en god læser. Slutningen lægger op til en fortsættelse, og man kan glæde sig til et gensyn med Moe.
Serien "Det gyldne kompas" blander også videnskab og fantasy. Den starter med .