Bogen handler om, hvordan Deborah Levy har fundet sig selv, især som forfatter, men også som kvinde i en mandsdomineret verden. Til læsere som er interesserede i litteratur og forfatterliv, feminisme og kvindens rolle i det tyvende århundrede.
Hvordan får man fodfæste som forfatter i en totalt mandsdomineret verden? Man finder ligesindede, forbilleder og inspirationskilder rundt omkring i det kunstneriske miljø. "Skeens placering" giver i en række essays indblik i, hvordan Levy, født i Sydafrika, men opvokset i England, har fundet sig tilrette i tilværelsen. Teksterne er meget forskellige. En handler om, hvordan fodtøjstypen "creepers" gav hende selvtillid. En anden handler om, hvordan hun kan spejle sig i J.G. Ballards litteratur. Her står bl.a. om hans kvindelige hovedpersoner at, "det mest fantastiske er, at de ikke ønsker at blive gift med den mandlige hovedperson, og at de aldrig står og skal til at ovnstege en kylling." Det siger en god del om datidens kønsroller. De fleste af teksterne er tidligere bragt i en række udenlandske medier, en kommer her på dansk for første gang.
Sjældent ser man så interessante essays om litteratur og identitet som Levys. Udvalget veksler fra at være litterære til at være personlige. De er skarpe, sjove og kloge.
Bogen minder om Per Pettersons Månen over porten, der på samme måde sammenfletter inspirationskilder og anekdoter.