En rejse gennem kvindehistorien fortalt via 100 genstande - fra oldtidens omsorg til nutidens metoo. Bogen kan læses af alle med interesse for kvinders plads i verdenshistorien.
Bogen præsenterer kvindehistorie gennem 100 forskellige objekter og skaber et bredt historisk perspektiv fra oldtiden til nutiden. Den tyske forfatter Annabelle Hirsch belyser kvinders ofte oversete plads i historien ved at lade genstande fortælle deres egen historie. Den danske udgave af bogen er suppleret med et forord af Gry Jexen, der har udskiftet to objekter fra den tyske version med to danske genstande. Bogen er struktureret kronologisk, hvor det første objekt, en 30.000 år gammel helet lårbensknogle, symboliserer omsorg og civilisation. Det sidste objekt er Sofie Lindes Zulu Comedy Awards-kjole, metoo-kjolen, der markerer den moderne kvindekamp. Undervejs præsenteres en række genstande fx Bayeux-tapetet, bidettet og safety bike. Forfatteren diskuterer, hvordan kvinders historie ofte er blevet ignoreret eller anset som uvæsentlig, og gennem de udvalgte objekter gøres kvinders liv og erfaringer til en central del af den større historiske fortælling. Bogen indeholder fotos af de beskrevne genstande.
En herlig udgivelse, der åbner læserens øjne for både små og store tings betydning i kvindehistorien. Bogen giver et indsigtsfuldt blik på kvinders rolle gennem 30.000 år.
Det ligger lige for at drage paralleller til Gry Jexens Kvinde kend din historie.