Mænd tænker højt og definerer vores verden, også vores kønsverden. Det har de gjort i al registreret tid: Defineret sig som det, kvinden ikke er. Defineret kvinden som det, mændene ikke vil være. Interesserede i køns- og identitetshistorie får her en kønshistorisk magtanalyse af de sidste 3000 år.
En idehistorisk gennemgang af patriarkatets udsagn fra filosofiske og religiøse tekster fra oldtiden og frem til de seneste debatter om ligestilling i dag. Peter Thielst analyserer de dominanstanker og magtstrukturer, der har givet manden plads i verden via sin overbeviste ret til at udtrykke sine tanker og bestemme, hvad der er naturligt, logisk og nødvendigt. Verdenshistoriens mest indflydelsesrige tænkere - på godt og ondt - inddrages, og det påvises, at der både bevidst og ubevidst er en rød tråd fra antikken, over oplysningstiden og op til vor egen tid, filosofisk, religiøst og politisk, hvor den patriarkalske tanke kontinuerligt udøver sin magt og undertrykkelse.
En skræmmende og øjenåbnende bog om den patriarkalske magtfordeling, der som en underliggende strøm ned gennem historien har legitimeret den stadige bias og udøvelse af magt, vi lever med den dag i dag. På et relativt højt akademisk niveau belyser Thielst emnet overbevisende og fremviser en parade af historiens største tænkere, der illustrerer, hvor nedarvet og indgroet vores forestillingsverden er.
Køn kulturhistorie er en niveaumæssigt lettere tilgængelig bog om køn fra oldtiden til i dag.