Olivia har aldrig set natten. Når det er mørkt, skal alle blive inde og skiftes til at holde vagt, så stearinlysene ikke brænder ud. Udenfor lever skyggevæsnerne og ingen overlever mødet med dem. Eller det er i hvert fald det, alle har fået fortalt. Spændende, men ikke alt for uhyggelig, fantasy, for børn fra ca. 10 år.
Olivia bor på sovesalen med de andre børn. Hendes mor er forsvundet, måske taget af skyggevæsnerne, og hendes far har travlt. Om dagen samler de slim, som skyggevæsnerne har efterladt. I den lange polarnat bor hele landsbyen i sovesalen, og går ikke udenfor en dør i tre måneder, for skyggevæsnerne kommer frem i mørket. Olivia er fuld af spørgsmål, som ingen vil svare på: Hvad er skyggevæsnerne? Hvordan ser natten ud? Og hvor forsvinder folk hen? En nat gør hun det forbudte, og åbner døren for en fremmed dreng, hvis søster er blevet væk. Forfatterens debutroman.
En udmærket skrevet fantasyroman, med mange genkendelige elementer, og samtidig nogle lidt anderledes detaljer, fx den efterladte slim i hele byen. Historien skrider jævnt frem, men der er nogle steder, hvor der bliver gået lidt let hen over noget af historiens plot, og man som læser, gerne vil vide mere. På den anden side betyder det, at bogen ikke bliver for lang, og man forstår godt handlingen alligevel.
I Sjæletyven mister folk deres sjæle, og her er det også børnene, der må redde de voksne.